PREVIEW: HVEM VINDER ÅRETS FØRSTE XTERRA I 2018?

Endelig! Den dag vi har ventet længe på helt siden XTERRA Blåvand den 16-17. september 2017. Nemlig dagen for den første XTERRA i 2018! Nu er den her, og slaget skal slås til XTERRA Duathlon Viborg på søndag den 25. februar. Hvem har trænet godt over vinteren, og hvordan er formen? Vil vi se en tæt kamp om podiepladserne? Og skal vi allerede se nogle af favoritterne til den samlede point-stilling i XTERRA Duathlon Serien? Meget er åbent efter vinteren. Men på søndag får vi svar på mange af spørgsmålene, når sæsonen skydes i gang!

Feltet ser stærkt ud med flere vindere og podietagere fra sidste år. Og vi kan vist godt løfte sløret for, at feltet bliver stærkere og stærkere igennem alle 5 afdelinger til XTERRA Duathlon Serien. Nogle ret spændende navne har meldt deres ankomst, men her må i væbne jer med spænding og tålmodighed til de næste afdelinger, hvoraf den første efter Viborg er i Gribskov den 11. marts.

Hvem starter sæsonen øverst på podiet hos herrerne?
Jens Emil Sloth Nielsen (Outdoor Bjerringbro/Cyclesport)
Søndagens favoritrolle må ligge hos Jens Emil Sloth Nielsen. I XTERRA Duathlon Serien deltog Jens Emil blot i 1 afdeling og vandt. Denne afdeling var netop i Viborg. Så det er med selvtillid og gode minder, at Jens Emil snørrer løbeskoene og kommer afsted, når starten går til XTERRA Duathlon Viborg. Sidste år vandt Jens Emil foran den erfarne Thomas Mortensen. Jens Emil var hurtigst på første 5 km løb og derved først afsted på cyklen.

Jens Emil’s baggrund er MTB-rytter, hvor han har været inde omkring landsholdet, og stadig er til dels. Hvis i derfor i morgen ser en hurtig MTB-rytter, så er det nok højst sandsynligvis Jens Emil. Sidste år var han den eneste, der kørte cykelruten på under 1 time. Så selvom Jens Emil tabte nogle få sekunder på sidste 5 km løb, så havde han underbygget sejren med et godt første løb og en MTB-tur, hvor han i den grad viste sine evner på de brede dæk.

Christian Ravn (Team Irunmen)
Christian kommer fra landevejen, hvor han har et stærkt CV. De senere år har han sammen med kæresten Nicoline Rahbek Dam Sørensen bevæget sig ind i skoven på de bredere dæk, og har på meget kort tid gjort det godt. Sidste år deltog Christian i den første XTERRA Norway Norefjell, hvor han blev nr. 6 i overall Age Group. I XTERRA Duathlon Serien var Christian sidste år med i Vejle, hvor han var med i det tætte opgør om podiepladserne. Christian blev her nr. 3, blot 13 sek. efter sølvmedaljen og 53 sek. efter guldmedaljen. Også til XTERRA Duathlon Blåbjerg deltog Christian, hvor han igen fik en 3. plads. Om Christian kan tage nogle trin op i morgen bliver spændende. Christian er ligesom Nicoline meget ydmyg, men lad jer ikke snyde – der er masser af fart og god kræft i benene.

I den samlede stillede for XTERRA Duathlon Serien sidste år blev Christian med sine blot 2 afdelinger nr. 11. I år er Christian tilmeldt 4 afdelinger – Viborg, Gribskov, Hedeland og Rebild European Championship, så det bliver spændende at følge Christian i den samlede stilling.

Mathieu Feder Schwaner (Aarhus MTB)
Et andet godt bud på en podiekandidat er Mathieu Feder Schwaner. Sidste år kørte Mathieu ligesom Christian blot 2 afdelinger, her i Blåbjerg og Viborg. Denne søndag er Mathieu med i Viborg, hvor han sidste år blev nr. 8. Umiddelbart skal Mathieu have en rigtig god dag i sporet for at lege helt med op topplaceringerne, men han vil være deroppe af, og er værd at holde øje med.

Hos kvinderne ligner det en kamp mellem to navne
Janni Spangsberg (Varde Cykelklub)
I Janni Spangsberg er der lagt op til en kamp om den samlede stilling. Janni stiller til start i år til både Viborg, Blåbjerg og Rebild. Og Blåbjerg er noget nyt, da den nemlig er en meget længere distance end normalt. Her er distancen 10 km løb – 50 km MTB – 5 km løb.

I 2017 vandt Janni den samlede stilling i XTERRA Duathlon Serien, og det gjorde hun med 3 sejre i 3 løb. Kun Carol Rasmussen og Kristine Nørgaard kunne udfordre Janni lidt. Janni’s styrke er på cyklen, og her vil hun også skulle gøre forskellen i morgen, da feltet hos kvinderne er stærkt, og der bliver kamp om podiepladserne.

Nicoline Rahbek Dam Sørensen (Aarhus 1900 Triathlon)
En der vil tage den kamp op og udfordre Janni, det er Nicoline Rahbek Dam Sørensen. Ligesom Nicoline’s kæreste Christian Ravn, så har hun en stærk baggrund i landevejstriathlon, men har de senere år bevæget sig mere og mere ind i offroad triathlon. Gennembruddet kom til Nicoline’s første internationale XTERRA som PRO til XTERRA Norway Norefjell, hvor hun fik en flot 3. plads. Nicoline deltog også til XTERRA Denmark Møns Klint European Championship, hvor feltet nok også var det stærkeste, der blev set i hele XTERRA i 2017. Her blev Nicoline nr. 10.

Ligesom Janni er Nicoline et stærkt bud i den samlede stilling. Hun er pt. tilmeldt 4 afdelinger – Viborg, Gribskov, Hedeland og Rebild European Championship. Det gør både hver enkelt afdeling spændende, men bestemt også den samlede stilling.

Carol Rasmussen (Realmæglerne Greve Solrød On Cl), 
Carol Rasmussen har taget XTERRA til sig, og er sågar også XTERRA Ambassadør, hvor hun står for de fælles XTERRA træninger, der afholdes i og omkring Region Hovedstaden. Carol har været i XTERRA længe, og har også gjort det rigtig godt til XTERRA World Championship på Maui. Her finder vi rutinen, og det kan bestemt også være en fordel, når der skal disponeres med kræfterne. Om Carol kan gøre noget mod de andre topkonkurrenter bliver spændende, og her må vi vente med afgørelsen helt indtil målstregen krydses søndag.

I 2017 kørte Carols 5 afdelinger ud af 6 til XTERRA Duathlon Serien. Det blev til en 1. plads, to 2. pladser, og to 3. pladser. Så ingen tvivl om, at der skal holdes øje med Carol søndag. Carol er tilmeldt til samtlige afdelinger i år. Allerede nu kan vi sige, at tre af favoritterne til den samlede stilling går efter det. Og vi får dem alle tre at se til XTERRA Duathlon Viborg.

Maj Thomsen (Aalborg Mountainbikeklub)
Et sidste spændende bud er Maj Thomsen, der har store evner på MTBen. Til DM i MTB XC 2017 tilbage i juli blev Maj nr. 3. Så der kan vist ikke sås nogen tvivl om, at der nok skal sættes gode tider på MTB-cykelruten søndag. Hvordan det hænger sammen med løb, og om Maj kan gøre sig gældende mod de andre, det ved vi endnu ikke.

VI SES PÅ SØNDAG OG HUSK AT BRUG #XTERRANORDIC
Det bliver uden tvivl spændende på søndag, når MTBen skal mudres til, trailskoene skal snøres, og startnummeret skal på. Det bliver spændende at følge pointstillingen i de forskellige aldersklasser. Der bliver uden tvivl kamp om podiepladserne, og vi ser frem til at følge konkurrencerne i konkurrencen.

Husk at følg med på Facebook her, hvor vi vil holde jer opdateret om stævnet undervejs. Og følg også med på Instagram her, hvor der kommer en masse fede billeder. Brug også meget gerne #xterranordic på jeres egne billeder, så vi kan se jeres smil, og i kan dele jeres oplevelser med andre. Der har netop nu været hele 3.000 opslag med #xterranordic.

Visninger: 156