Anders Bregnhøj om debuten på Maui

Vi har fået fat på dette års eneste danske PRO’er til XTERRA World Championship, Anders Bregnhøj. Han fortæller her om hans oplevelser ved hans første VM, bronzemedaljen til Clara Blohm Clemmensen og den meget mudret MTB-rute!

Grundet meget uroligt hav, får du ikke nemme betingelser i din svømning. Hvordan var det at ligge derude med meter høje bølger?

Som i nok allerede ved så er svømningen klart det sværeste for mig, og jeg kommer da også sidst op af vandet blandt pro’erne. Men jeg er faktisk overrasket over hvor godt jeg kom igennem det. Jeg havde en god svømmetræning dagen inden, og blev ret hurtigt gode venner med bølgerne. De var dog bare dobbelt så store om søndag på løbsdagen. Lad mig bare sige at jeg var ved at skide i bukserne inden start! Bølgerne var gigantiske inde ved kanten, men når man først kom igennem gik det okay. Selvom vandet var uroligt, synes jeg selv min rytme var langt bedre end på f.eks. Møns Klint. Det gik bare ikke hurtigt nok!

Du kører en rigtig flot tid på MTB, selvom der var rigtig mange du skulle overhale. Hvordan oplevede du den tur?

Jeg vidste godt inden start at den skulle have fuld gas på cyklen for at kunne være med fremme. Problemet for mig et at jeg bliver sat så meget i svømningen at jeg skal overhale utroligt mange på cyklen for at komme frem. Dette skal jeg bruge lidt ekstra tid på, i forhold til de forreste som bare kan køre derud af, uden at skulle overhale 200 mand. De mudrede forhold var jeg ret overrasket over og havde heller ikke taget de rigtige dæk med til disse forhold. Men jeg kom faktisk ret godt igennem og tror jeg kører 11 hurtigste tid, selv med de hurtige tørvejrsdæk. Mudret vil altid komme mig til fordel som MTB rytter, men når jeg står med sommerdæk er det klart de andre med mudderdæk har lidt bedre greb. Der var dog så mudret på sporet at underlaget klæbede sig så meget til dækkene, at jeg tror det var lidt ligemeget hvilket dæk du kørte på. Der var større fordel i at have en cykel med god plads til mudret, som på min Giant hardtail. Der var mange som skulle stoppe op og pille mudder ud af cyklen bare for at få hjulene til at rulle rundt. Det havde jeg heldigvis ikke de store problemer med.

Var der nogle steder du føler du kunne have præsteret bedre?

Jeg synes egentligt at jeg kører op til mit optimale under disse forhold, og med det fokus som jeg har lagt på XTERRA VM. Jeg tror sagtens jeg kunne præstere bedre hvis jeg satsede lidt mere på svømningen, og hvis løbet havde ligget lidt tidligere, hvor jeg var i bedre form end på nuværende tidspunkt midt i min MTB-offseason.

Din kæreste Clara Blohm Clemmensen kommer på podiet og vinder en flot, flot bronzemedalje. Hvordan var det at se?

Det var selvfølgelig super fedt at se Clara få en flot bronzemedalje. Hun er rykket en aldersklasse op, og kom som verdensmester fra sidste år. Så det var fedt at se hun også er med i kampen om medaljerne i den nye aldersklasse.

Nu var det dit første VM. Var du overrasket over niveauet?

Hmm, jeg vil ikke sige jeg er overrasket over niveauet. Jeg vidste godt jeg ikke kunne være med helt fremme. De fleste i PRO-klassen har et super højt niveau på alle tre discipliner. Og der mangler jeg lidt endnu, selvom jeg kan være med helt i top på cyklen. Men jeg er ikke skræmt, og har mod på mere.

Til sidst vil jeg lige sige at det er super fedt at så mange danskere havde taget turen til Maui. Der var en god stemning hele ugen, og Danmark er klart med i front når det gælder om at vise flaget ved XTERRA.

Foto: Stine Sophie Winckel